/ skrevet af /   Ikke-kategoriseret / 0 kommentarer

Suarez topper i Sverige

Ligesom sidste år topper Helgstrands 4 årige avlshingst Suarez på de svenske avls ranglister. Sidste år, som 3 årig, strøg Suarez til tops og direkte ind i de svenske avleres hjerter og det samme sker i år.

Den unge sort hingst med den karakteriske skimlede hale, var i hele bedækningssæsonen 2018 udstationeret til Gränsbo Stuteri og var i den forbindelse, den mest benyttede dressurhingst i Sverige og også i år er han indtil videre den mest benyttede hingst.

Suarez er en hingst med et overbevisende eksteriør samt energiske gangarter. Han bevæger sig rummeligt og energisk i trav og galoppere kraftfuldt med god op ad bakke-tendens.

Med den tredobbelte verdensmester, Sezuan, som fader, taler afstamningen for sig selv. Moderen Damandala er ud af en stærk præstationsstamme, da hun er helsøster til Desperada, som er mor til den kårede hingst Glock’s Toto Jr., der vandt Pavo Cup i 2015 og 2016. Toto Jr. stillede ni sønner fra sin første følårgang til hingstekåringen i KWPN, hvor fem af disse opnåede kåring. Damandala er også helsøster til præmiehingsten, Decurio og halvsøster til statspræmiehoppen, Sinphonie.

Morfaderen er præmiehingsten Desperados, som under Kristina Bröring-Sprehe har været yderst succesfuld på den internationale dressurscene, hvor de bl.a. har vundet holdguld og individuel bronze ved OL i Rio 2016.

Hingsten, Rotspon, i tredje generation står bag et stort antal Grand Prix-heste og mange godkendte hingste, herunder Rosevelt, Rascalino og Royal Blend.

Suarez udmærkede sig ved sin 35-dages test i Dansk Varmblod med en samlet 3. plads og 837,50 point. I bedækningssæsonen 2018 har Suarez været udstationeret til Gränsbo Stuteri og var i den forbindelse den mest benyttede dressurhingst i Sverige.

 

På den danske avls rangliste topper en anden Sezuan søn – nemlig Janeiro Platinum, som i år har taget de danske avlere med storm og som lige nu ligger på en meget solid førsteplads. Vi ser i år den første årgang efter Janeiro og de føl ser særdeles lovende ud og generelt præger Janeiro sine føl meget.

Ved Helgstrand er vi også stolte af at have endnu en Sezuan søn i Hingstestationen, nemlig den 5 årige Tørveslettens Sylvester – som både avlsmæssigt og ridemæssigt gør det rigtig flot. Sylvester er bl.a. udtaget som reserve til UVM i Ermelo.

Føl efter Suarez/Skovens Rafael (Breeder: Catarina Ytterlid)

 

SHARE THIS