/ skrevet af /   Ikke-kategoriseret / 0 kommentarer

To fløjføl efter Helgstrand Dressage hingste i Region 7

Flid, hårdt arbejde og erfaring opnået gennem flere årtier, er noget af det som kendetegner den nordjyske avler, Jørn Damm, som i weekenden havde ikke bare ét, men to fløjføl efter Helgstrand Dressages hingste ved Region 7’s følskue.

Resultaterne for Jørn Damm i denne weekend ved Region 7’s følskue taler for sig selv, i det hans føl vandt bedste dressurbetonede hoppe- og hingsteføl. Regionens bedste dressurbetonede hoppeføl, Beatrix DN, avlet i samarbejde med Jens Aage Nielsen, er efter Franklin/Zack. Hendes mor, Brokade, er en bronzemedaljehoppe, og har haft flere afkom med til eliteskuet, heriblandt også den 4 års hoppe Jørn skal have med til i år. Desuden er hun halvsøster til Bolivia, en guldmedaljehoppe, som har avlet flere særdeles gode afkom. Blandt andet en sølvmedaljehoppe, og så er hun mor til Zidan DN, som er første reserve ved dette års UVM. Det bedste dressurbetonede hingsteføl i Region 7 blev Jackpot-D, som er efter Janeiro Platinum/Soreldo.

Begge hingste er utroligt populære. Franklin har bevist sit værd i avlen gennem de sidste par år, og er kendt for at være en gennemslagskraftig hingst, der videregiver sine spektakulære gangarter, stærke overlinje og betagende udtryk. Dette kom også til udtryk ved dette års følskue i Region 7, hvor samtlige føl efter Franklin gik videre til finalerunden. Janeiro Platinum er en yngre hingst, og føllene fra i år er hans første årgang. Trods den unge alder har han vist, at han videregiver sit moderne eksteriør og fremragende gangarter til sine afkom. Hos avlerne er der ingen tvivl om hans popularitet, idet han ligger øverst på listen over mest benyttede hingste i Dansk Varmblod 2019.

Jørn har de sidste mange år været et kendt ansigt i Dansk Varmblods regi, hvilket ikke er helt tilfældigt. Hans årelange livsstil med avl af dressurheste startede for alvor i 1967, og ved hoppekåringen i 1981 gjorde han noget helt ekstraordinært, da hans hoppe, Diana, blev den første Guldmedalje hoppe i Danmark. Hoppen nåede at blive 28 år, og indgår stadig som et led i Jørns hoppestammer, blandt andet er hun oldemor til Jackpot-D.

– Det var jo noget helt specielt. Det var den første guldmedalje der nogensinde blev tildelt, og det er en oplevelse jeg aldrig glemmer, fortæller Jørn.

Siden har han opnået utroligt mange flotte resultater med sine hopper og deres afkom. Heriblandt avlsgodkendte hingste, guld-, sølv- og bronzemedaljehopper, flere fløjføl og fløjhopper, udtagelser til eliteskue for både føl og hopper, og resultatlisten bliver stadig længere.

Jørn har de sidste år haft et tæt samarbejdet med Helgstrand Dressage. Dette er dels grundet udvalget af hingste ved Helgstrand Dressage, men også den dialog og service der er mellem avler hingstestationen.

– For mig er det vigtigt at hingsten præsterer godt, at den leverer nogle gode resultater, og så skal den selvfølgelig have sådan et rigtigt hingstelook. Desuden er jeg rigtig glad for den hjælp jeg får, når jeg ringer for at bestille. Lene har altid styr på tingene, og man er sikker på at få den bedste service. De er også altid smilende og imødekommende når man kommer på stationen, fortæller Jørn.

Hos Helgstrand Dressage er vi også glad for det gode samarbejde.

– Jørn har været fast avler hos os, siden vi startede hingstestation. Vi er beærede over, at dygtige avlere som Jørn kommer igen til næste bedækningssæson. For at sikre den bedste kvalitet, er udvælgelsen af vores avlshingste er meget grundig. Det gør os derfor meget stolte, når deres afkom præsterer godt, fortæller vores avlskonsulent Lene Birkemose.

Lige nu ser Jørn meget frem til eliteskuet på Vilhelmsborg, som finder sted sidste weekend i August, hvor han har begge fløjføl og en 4 års hoppe med.

– Det bliver en rigtig spændende weekend, og jeg glæder mig meget til at se hvordan den forløber, siger Jørn.

SHARE THIS